Aktiv ferie, Generelt

Friesland – en guide til rejsemålet som ER anderledes

Heste bag diget. Public Domain.

Anderledes natur og kultur

Når man ser himlen hvælve sig over det flade, grønne marsklandskab som strækker sig nærmest uendeligt ud mod horisonten, og næsten alt man hører er vindens susen i græsset og man tydeligt ser, at jorden er rund – så kan det overraske at Friesland er så fyldt med sære, sjove, interessante, spændende og dramatiske historier som det er. Umiddelbart ser der jo bare tomt og grønt ud. Men Friesland er en utroligt fascinerende region, som har virkelig meget at byde på. Mange traditionelle turistmål anstrenger sig for at være “anderledes”, men det behøver man sandelig ikke gøre i Friesland. Anderledes er man allerede, og man har altid været det og det er godt sådan.

Mojn-kulturen og vestenvinden

For snart 15 år siden rejste min kone og jeg på langs ned igennem det meste af Friesland. Vi startede i Ribe, som ligger i den yderste nordlige tip af det frisiske område. Selvfølgelig er Ribe ikke som sådan en frisisk by, men Ribe ligger på sydsiden af mojn-grænsen. Siger man mojn i Esbjerg bliver man betragtet som en bonderøv.  I Tønder er det allerede daglidags. Man kan følge dette mojn ned langs den tyske Nordsøkyst hvor det nu skrives “moin” og både kan betyde hej, godmorgen, goddag eller farvel. På sydsiden af Elben findes ordet også, og man kan moine sig frem hele vejen til grænsen og halvvejs ned igennem Holland. Hvor provinsen Friesland slutter i Holland, der flyder det lidt ud hvad moin egentlig betyder? I Groningen betyder Moin dokter! nogenlunde det samme som når vi i overraskelse udbryder “Du store Kineser!”  

Naturens jernnæve – en tur gennem marsklandet

Sådan strækker Friesland sig over tre lande og udgør alligevel på mange måder en sammenhængende enhed eller region. Der er ting som går igen. Både sprogligt – som nu med moin – men også i kultur og landskab. Friesland er fladt og forblæst og de mennesker der lever i det lave marskland ud mod havet har altid måtte forholde sig til at vand og vind kunne betyde forskellen på liv eller død. Man må tilpasse sig naturens jernhårde krav her, og tage de nødvendige forholdsregler og hvis man forsømmer det, så risikerer man selv at få et kort liv og arvingerne at få en lang næse. Devisen har gennem århundreder været at “Den som ikke vil dige, må vige.”

Når man rejser ned langs Vestkysten finder man det første store eksempel på at at det med havet, vinden og vandet er et spørgsmål om liv eller død. Det er Eiderdæmningen, som ligger ved Ejderens munding ud til Vadehavet, ca. 90 km. syd for den danske grænse. Dæmningen blev bygget for at sikre kysten bedre.  Ejderen er som sådan ikke nogen særlig stor, lang eller vandrig flod, men tidevandet får det vand der er der til at skylle frem og tilbage flere gange om dagen og det bliver selv på de almindelig dage op mod 100 millioner kubikmeter vand i alt. Dette krævede at landet omkring Ejderen måtte  beskyttes af dæmninger til langt ind i landet. I 1962 kom en stormflod med over hundrede digebrud og med mange dødsofre fordelt ned langs hele kysten. Selv i Hamborg gik det galt. I St. Pauli steg det til over 6 meter over det normale og der var mange druknede.

Dette skulle ikke gentage sig! Bedre diger og beskyttelse af kysten blev sat på det politiske program. Eiderdæmningen er en del af denne kystsikring og både større og bedre end noget man nogensinde før har haft. Siden er det ikke gået alvorlig galt i dette område.

Turisme og seværdigheder i Büsum

Büsums havn. Public domain-

Kun få kilometer længere sydpå fra Ejderdæmningen ligger den lille havneby Büsum. Her fiskes fladfisk og fanges “Nordseekrabben” i stor stil – nej, ikke krabber. Det er de små rejer som er så talrige i vadehavet og som tyskerne værdsætter meget. Også et oplevelsescenter til minde om stormfloden har man her – til minde om den evige risiko der er ved at leve ude på kanten, der hvor havet når som helst kan vise tænder og rive dyr og mennesker i døden. Man kan tage en tur i en virtuel redningskapsel og lære virkelig meget om stormfloder, tidevand og springflod og om vandet som stemmes op af vinden – og alle de andre faktorer der skal til for at mennesker trues af katastrofen.

En tur til kålregentens land – den søde Fenja Reimers

Længere inde i landet bor ditmarskerne. Oppe på gesten – det er den der sandede jord, som ligger et par meter højere end den fede, våde marskjord. Her kan man bo trygt, der kan vokse ordentlige træer. Jorden er ikke så vandfyldt at man må grave grøfter for at holde det bare nogenlunde tørt. Selvom frugtbarheden ikke er så god på gesten, så kan denne jord  bedre bruges til regulært landbrug og planteavl. Ditmarsken er et nationalt, tysk centrum for produktionen af hvidkål og hvert efterår kåres årets kåldronning – i 2019 blev Fenja Reimers fra Gudersdorf kåret som dronning Fenja d. I.

Strengt taget er hun ikke kåldronning, men kålregent, for skikken går tilbage til mindst 1559 og den gang var Ditmarsken en bonderepublik. Her var der ingen kongelige eller adelige. Altså: regent. 

Øer og Halliger

Vil man se det rigtigt frisiske, så kan man tage færgen ud på øerne, Amrum, Pellworm, Föhr og egentlig også Sild. I grunden er der to-tre områder, som er de mest frisiske. Det tyske Nordfriesland på Slesvig-Holstens vestkyst er det ene – og det mest interessante her er netop øerne og halligerne. Südfall, Nordstrandischmoor og Hooge er måske de mest spændende, og specielt Nordstrandischmoor rummer en utroligt dramatisk historie. I 1634 skete der en katastrofe.

Men inden vi kaster os ud i det: hvad er egentlig en hallig og hvordan er den anderledes end en normal ø? Svaret er, at en ø ikke forsvinder i havet når det blæser frisk fra vest. Øerne er enten omgivet af diger, beskyttet af klitrækker eller har en gammel bakke der rager så langt op, at havet ikke kan overskylle dem når det stormer. Halligerne derimod går under når havet viser tænder og kommer først frem igen når vandet falder. I mellemtiden må dyr om mennesker søge tilflugt på værftet og vente på at vandet falder igen. Værftet er simpelthen en kunstig anlagt bakke der er høj nok til at rage op over højvandet og stor nok til at rumme stuehuset og stalden og et område som er stort nok til at dyrene kan gå derop når det er højvande, så de ikke drukner.

Guide til en slem stormflod

Og nu til det med katastrofen. Nordstrandischmoor er resten af en ø, der hed Nordstrand og som en gang lå i området mellem det Nordstrand vi kender i dag, Pellworm og Südfall. Det skete i 1634, i trediveårskrigenes tid. Krigen kostede penge og betød plyndringer og det havde knebet beboerne at finde kræfterne og midlerne til at vedligeholde digerne ordentligt. Den 11 oktober begyndte det at blæse op. Og mere op. Hele kysten mellem Brunsbüttel et stykke inde i Elben og Ribe i nord blev hærget af stormfloden. Vandet steg, diger blev brudt og hele øen Nordstrand overskyllet med havvand. Dyr og mennesker druknede, brøndene blev fyldt med saltvand, mange huse blev skyllet væk.

Hele familier forsvandt i bølgerne. Flere kirkesogne blev skyllet væk, måske 20 km2 forsvandt i havet, mere end 10.000 stykker kvæg og måske lige så mange mennesker døde. Tallene er selvfølgelig usikre og kunne godt have været højere. Hvor slemt var det? Man regner med at det reelle antal omkomne på Nordstrand dengang lå på mellem 6 og 7.000. De overlevende havde mistet alt, og da landet var i knæ på grund af krigen var der ingen hjælp at få. Gode diger er er livsvigtige. Det er de stadigvæk i dag, hvor vi jo ved at vandstanden i verdenshavene er på vej op og der vil blive brug for højere og stærkere diger.

På tur fra Nordfriesland til Ostfriesland

Når man vil over Elben, så kan man vælge at tage til Hamborg og bruge broen eller elbtunnelen. Men man kan også snuppe en af de små færger over på flodens sydlige bred. Det kan være et imponerende syn at se de enorme, oceangående containerskibe gå opstrøms på vej mod Hamborg mens man venter på sin overfart ved Wischhafen-Glückstadt. Alt i alt er det nok også sjovere end at bokse med myldretidstrafikken i Hamborg. Også på den sydlige bred er der diger og marsk mange steder. Friserne og deres kultur har efterladt spor, men vil man se det som noget levende så skal du ud forbi Bremen for at komme videre til det andet frisiske kerneområde i Tyskland: Ostfriesland. Det er her, frisisk identitet er stærkest. 

Stormfloderne kommer, ja, men alt er ikke katastrofer – der er også et godt liv, et eget sprog og en egen, levedygtig kultur i Friesland. Ud over Nordfriesland der ligger på Slesvig-Holstens vestkyst er det Ostfriesland, der ligger ud til Nordsøen i det nordvestlige hjørne af Niedersachsen og så den hollandske provins Friesland som ligger lige vest for, over grænsen til Holland. Selvom Ostfriesland aldrig har været en del af kongeriget Danmark, så er det alligevel interessant for os danskere. Den kongefamilie, der efter 1448 endelig fik sat skik på Danmarks politiske liv kaldes Oldenborgerne og stammer netop fra det Oldenborg som i dag er Ostfrieslands hovedby.

Efter at Christian I kom på tronen har der ikke været flere kongemord i vores historie. Christian d. 2 blev sat i fængsel og Christian d. 7. blev kørt ud på et sidespor – men ingen kronede hoveder blev slået ihjel. At hovedgrenen i den danske kongefamilie gennem 400 år kommer fra Oldenborg er de fleste tyskere lykkeligt uvidende om. Jeg har talt med fornuftige, veluddannede folk der var barnefødt i Oldenborg og havde levet der hele deres liv og som ikke anede det. 

For almindelige tyskere er Ostfriesland noget man laver grin med, lidt som man gjorde det med Århus i 70-erne – et område hvor alle landets tumber ender med at mødes til en livslang kongres fordi de ikke selv kan finde hjem. Vi har ikke glemt Århus-historierne? I Tyskland er det Ostfriesland der må holde for. Men det er her og i Holland at man bestræber sig mest på at genoplive det frisiske sprog og den frisiske kultur. Hovedbyerne i området hedder Aurich, Leer og Emden. I Holland er det Groningen der er centrum og hvis den hollandske provins Friesland interesserer dig kan du læse mere om det HER. Der er et antal øer ud for kysten som absolut er et besøg værd – de kan sagtens matche steder som Fanø eller Sild og minder på mange måder om dem, med deres klitter og lyng og en livsstil der må tilpasse sig havets rytmer. 

Alt det må komme med i næste indlæg.